Hvilken pengetype er du?


Er du den generøse pengetype, som elsker at give til andre, og hvor det har det med at stikke bare en lille smule af?

Eller er du den rebelske pengetype, som elsker fest, farver og armbevægelser - og til gengæld hader kasser, budgettet og fornuft?

Måske er du pengetypen den pæne pige, som har svært ved at sige nej, og ikke vil være til besvær?

Jeg har udviklet De 10 Pengetyper efter samtaler med mere end 300 danske kvinder. Din personlige pengetype består af et miks mellem 3-4 af typerne, med forskellig vægt.

Hvilke 3-4 typer passer bedst på dig? Hvor meget fylder de hver især? Hvad genkender du? For hver type får du også tips til din udviklingsvej, så du kan slippe de uhensigtsmæssige dele af pengetypen.


Den rebelske pengetype


Penge kan købe lykke.

Den rebelske pengetype er impulsiv, kreativ og meget frihedselskende. Du er til fest, farver og store armbevægelser. Du hader budgetter og rammer, fordi du vil bestemme selv, og ikke puttes i en kasse. Du elsker at shoppe.

Du bruger pengene, når de er der. Selvom du teoretisk set drømmer om en fed buffer, tror du at vejen dertil, er lige så spændende som at se maling tørre. Typisk har du ingen penge i slutningen af måneden, og du sælger skindet før bjørnen er skudt. Du bliver dybt skamfuld og frustreret, når kontoen igen er tom.

Du skal forstå, at du i virkeligheden slår så meget ud med armene, at du giver dig selv lussinger. Dit oprør er kammet over, og er blevet vendt imod dig selv. Det handler om at finde den langtidsholdbare lykke, så du kan bruge dine penge balanceret. Du skal tage hånd om dine virkelige behov. I virkeligheden er en bevidst og ansvarlig omgang med pengene din vej til økonomisk frihed og ikke en spændetrøje.


Entreprenøren


Penge er et bevis på succes.

Pengetypen entreprenøren er en igangsætter. Du er idérig, energisk, perfektionistisk og en ledertype. Du er præstationsorienteret, ambitiøs og vedholdende grænsende til det stædige.

Du er god til at tjene penge, men du arbejder også meget for dem. Du har svært ved at nyde pengene, fordi det har været hårdt at tjene dem. Udbrændthed og meningsløshed ligger lige under overfladen. Du har svært ved at slappe af, og dine mange arbejdstimer går tit ud over din familie.

Du skal lære at ”work smarter – not harder”. Du skal give dig selv tilladelse til, at nyde livet mere, og du skal lære at sige nej til opgaver, fordi du faktisk ikke har tid til mere. Du kommer ud af hamsterhjulet ved at sige nej, skrue op for priserne/lønnen, uddelegere og få hjælp. Din energi skal balanceres, så du ikke brænder ud.


Pengetypen den pæne pige


Penge giver ondt i maven.

Den pæne pige har gået i flinkeskole. Det ligger dybt i dig, at du skal være sød, hjælpsom, dygtig og nem. Du må ikke fylde og være til besvær, og du må slet ikke sige nej. Du har svært ved at tage imod.

Du holder pengene ude for at være et sødt menneske, som alle kan lide, og ingen føler sig støt af. Du lader dig nøje med lav løn/priser. Typisk tiltrækker du mennesker, der overskrider dine grænser og dræner dig. Du får hovedpine og skam over netbank, tal og økonomi.

Du snyder verden for dit bidrag, hvis du ikke tager din plads. Du skal forstå, at det du kan, er værdifuldt for andre mennesker. Du skal give dig selv tilladelse til, at tage den pris du er værd. Du skal lære dine egne ønsker og behov at kende, og den ædle kunst, at kunne sige ”nej”. Den historie du har fortalt dig selv om, at du ikke kan finde ud af penge og økonomi – det er en løgnehistorie!


Den solidariske pengetype


Penge skaber ulighed.

For den solidariske pengetype er lighed, fællesskab og retfærdighed vigtige værdier i livet. Du er typisk et hjertemenneske som er varm, empatisk, sensitiv, spirituel, kreativ og omsorgsfuld.

Egentlig synes du ikke at penge er så vigtige, og derfor tager du heller ikke ansvar for at tjene dem. Du holder pengene ude for at være et godt menneske. Du giver ofte din tid og dine ydelser væk gratis, næsten gratis eller til meget lav pris.

Du hjælper ikke de fattige, ved at være en af dem. I virkeligheden kan du gøre en meget større forskel i verden, når du har penge. Derfor skal du tage ansvar for din indtjening og den måde, du bruger din tid på. For den solidariske type handler det om, at finde positive rollemodeller, som både tjener mange penge, og er varme og sympatiske mennesker.


Den forsigtige pengetype


Penge giver bekymringer.

Den forsigtige pengetype har godt styr på sin økonomi, budget og regnskab. Men du er perfektionistisk, og synes derfor aldrig, at der er styr nok. Derfor lurer der altid en frygt i baghovedet for, om tingene alligevel går galt for dig.

Du har mange bekymringer om penge, og du sover uroligt om natten, også når der står 100.000 kr. (eller mere) på din konto. Du har svært ved træffe beslutninger om dine penge, fordi du er bange for at vælge forkert.

Du skal træne dig selv i, at slippe noget at kontrollen, og skrue op for tilliden, og du skal øve dig i, at bruge penge på dig selv. Dybest set skal du give dig selv tilladelse til, at nyde pengene og livet mere. Som Louise Hay sagde: All is well, and I am safe.


Den vellønnede pengetype


Penge taler du ikke om.

Den vellønnede pengetype er god til at tjene penge. Du er dygtig, og har en flot karriere enten som ansat eller selvstændig.

Du er bange for, hvad andre skal tænke om dig, og du hader virkelig hvis nogen synes, at du praler af din succes og dine penge. Derfor underspiller du din succes og velstand. Når du køber lækre ting til dig selv, skjuler eller lyver du lidt om prisen for ikke at fremstå som prangende.

Du hjælper ikke de fattige, ved at være en af dem. I virkeligheden skal du give dig selv tilladelse til, at være både økonomisk privilegeret og lykkelig. Du skal anerkende dig selv for de flotte resultater du skaber, og forstå, at du er dygtig. Kvinderne i din historie ville være stolte af dig. Du har brug for rollemodeller, som både tjener godt, og er sympatiske og varme mennesker.


Den generøse pengetype


Penge er kærlighed.

Den generøse pengetype er gavmild, kærlig og opmærksom. Du ser behov hos andre, før de selv mærker dem, og du føler dig forpligtet til at opfylde dem.

Du bruger pengene på andre, og ender med at overforbruge selv. Du giver store gaver, og har du voksne børn pylrer du om dem med penge og gaver – hvilket de ofte helst er fri for. Du hører ofte dig selv sige "jeg betaler". Du ved ikke hvad dine egne behov og ønsker er, for du er så trænet i at mærke andre, at du ikke mærker dig selv.

Du har en vigtig opgave foran dig med at lære dine egne behov og ønsker at kende, og begynde at give dig selv det, du har brug for. Du skal skrue op for selvkærligheden, og ned for de store gaver til andre. Navlestrengen til de voksne børn skal klippes over, så du sætter både dem og dig selv fri. Dit
gavebudget skal have et serviceeftersyn. Du kan sagtens give og modtage kærlighed, uden at der behøver at være penge involveret.


Den forsørgede pengetype


Penge kommer fra andre.

Du lever et komfortabel liv, hvor alt ser smukt og lækkert ud på overfladen. Du elsker luksus, og der er typisk et stort pengeflow i dit liv. Kendetegnet er, at du ikke selv har tjent pengene.

Under den pæne overflad ligger en smerte over, at du ikke har tjent pengene selv. Du føler tit, at du står lidt i skyggen af andre, og du er flov over at have penge, som du ikke selv har tjent. Måske har du en drøm om at være selvstændig, men du får aldrig rigtig rykket på din drøm.

I virkeligheden skal du træffe et bevidst valg om enten, at lade dig forsørge – og nyde det – eller tjene pengene selv. Der er ikke noget galt i at blive forsørget, og hvis det er den rolle du vælger, skal du eje dit valg 100%. Hvis du vil skabe din egen business, skal du i gang. Handling skaber forvandling.


Den nærige pengetype


Penge kan jeg blive snydt for.

Den nærige pengetype er egentlig ikke en type, jeg støder på som pengementor. Alligevel har den sin plads, for har vi ikke alle sammen en lille nærig-trold engang imellem?

Det gør nærmest fysisk ondt at bruge penge. Den nærige pengetype har penge, men føler ingen glæde over dem. Dog kan der være en glimtvis glæde over en god handel.

Den nærige pengetype er ikke interesseret i udvikling – det koster jo også tit penge!

Der er en lav bevidsthed omkring egne mønstre.


Den økonomisk frie pengetype


Penge er nemt.

Den økonomisk frie pengetype håndterer sine penge bevidst og ansvarligt. For dig er livsglæde, kærlighed, optimisme, glæde over nuet og tro på fremtiden grundlæggende livsværdier. Du oplever et godt pengeflow, og du har indrettet dit liv selvkærligt efter dine egne ønsker og behov. Du tager lederskab for dit liv hele vejen rundt.

Du har ro i maven, god samvittighed og penge på kontoen. Du lever et liv på dine betingelser. Du sparer op i bolig eller langsigtede investeringer. Du bruger dine penge på de ting, som er vigtige for dig. Udfordringer er noget, du løser hen af vejen, uden at bekymre dig om dem på forhånd. Din grad af
selvsabotage er så lav, at du stort set lever i et lykkeligt flow hele tiden.

Den økonomisk frie pengetype er målet.

Du er i mål. Tillykke!