Mine bedste værktøjer #2

En pengementor er i virkeligheden det samme som en coach. Vi giver ikke økonomisk rådgivning, men hjælper kunden til at stå stærkt i sig selv og få 100% styr på pengene – helt uden løftede pegefingre og regneark. Du behøver hverken være revisor, bankuddannet eller god til tal.

Pengehistorie opgaven hjælper mig til at kortlægge kundens pengemindset, og sammen går vi dybere ned i oplevelserne med penge fra fortiden, for at finde de ting, som ikke gør noget godt for hende. Så er det tid til næste opgave, hvor det gamle skrammel brændes af.

Jeg har set mange billeder af brændende papir i brændeovne, metalspande, køkkenvaske (til små stykker), keramik krukker og i familiens grill 🙂

Jeg kan ikke sige dig præcis, hvad det er, der sker… men når det er brændt af – ja, så er det væk! Det giver en enorm lettelse og en følelse af, at nu er tavlen hvisket ren, når man står og kigger på papir, der går op i flammer.

Så er vi klar til at installerede nye tanker og overbevisninger om penge, som hjælper kunden med at få ro i maven, god samvittighed, fler penge på kontoen og leve uden pengefrygt.

Det sker med 2 konkrete opgaver:

  • Skriv en ny pengehistorie
  • Brug power sætninger til at tænke tanker, der støtter dig

Vi tænker omkring 60.000 tanker om dagen. 95% af dem ligner dem, vi tænkte i går. Så det er lidt som at vende en supertanker, når vi skal begynde at tænke nye positive tanker om penge, og hvad der er muligt for os.

Den nye pengehistorie skal skrives ud fra de værdier, som er vigtige for kunden. Jeg har lavet en guide til, hvordan den nye pengehistorie skal skrives. Det er så fed en proces, at arbejde bevidst med sine tanker. Jeg skal nok vende tilbage til, hvordan du kan gøre det lige her og nu, men lad mig først fortælle om det næste step, nemlig powersætningerne.

Powersætninger er nøje formulerede sætninger, som vi kan bruge igen og igen, når vi mærker, at de gamle negative tanker om penge flirter med os. Og det vil de. Det er en proces, som i virkeligheden aldrig stopper. Hver gang vi skal til et nyt niveau, skal vi give slip på det gamle og være klar til det nye.

Jeg skulle selv lære, at jeg fortjener at tjene penge på min mission, i stedet for at have et job, hvor jeg kedede mig. Jeg skulle også lære, at jeg gerne må have overskud på kontoen og sætte nogle af mine penge til at arbejde for mig i investeringer.

Powersætningerne hjælper. Som pengementor er de et virkelig fedt redskab til at minde kunden om, hvor det var vi skulle hen, når der kommer bump på vejen – og det gør der jo altid.

Men der er en fælde ved powersætninger. Det nytter ikke at sige en masse til dig selv, som du ikke kan tro på. Hvis du ikke tror du fortjener at tjene og beholde mere, så nytter det altså ikke noget at stå foran spejlet og sige “Ihhh, jeg er så rig!”.

Det kommer ikke til at virke. Tværtimod. Du vil formentlig hurtig føle dig som et fjols, og så smider du det hele ud.

Det skal gøres rigtigt, og grundlæggende skal du sige ting til dig selv, som du kan tro på. En af mine kunder skrev sådan her til mig for nylig:

“…at finde ens powersætninger, har jeg tænkt over rigtigt meget førhen, og kunne ikke lige dreje hvordan jeg skulle formulere og bruge dem. Det fik du lige klargjort her… et værktøj jeg har søgt, og her er det. Det kan bruges til penge og mange andre ting. Jeg er nemlig en negativ tænker, og overtænker, så dette er så godt tak :-)”

Det har hun ret i. Powersætninger kan bruges til hele livet, og når man følger opskriften bliver det et nemt og sjovt værktøj, som kan bruges mange gange i løbet af dagen. Dengang jeg gik på arbejde, og tog s-toget i København hver dag, brugte jeg dem mens jeg sad i toget. Det er sket mere end een gang, at jeg har siddet og smilet for mig selv, og folk har kigget mærkeligt på mig… Hahaha.

Nå, jeg lovede dig jo en powersætning, som du kan tage i brug lige nu og her. Nu kender jeg dig jo ikke, så derfor er den nødt til at være generel. Men til gengæld er den ret fed, og den kan bruges af alle.

“Jeg fortjener at gå efter mine drømme”.

Det gør du 🙂

Og du kan meget mere, end du tror.

Kh Birgitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *